Formålet med legeterapi er, at barnet med leg og legetøj som redskab får mulighed for at identificere og bearbejde sine følelser i tæt samspil med en voksen.
Ved at følge barnets initiativer i legen og spejle og støtte barnet skabes en tryg og udviklingsstøttende relation. Med legetøj som redskab får barnet mulighed for at gennemleve og bearbejde aspekter af sit liv, der kan være svære at bære på, og som kan spænde ben for dets sociale og følelsesmæssige udvikling. Legeterapi henvender sig til børn, der er i stand til at bruge rolleleg (fx leg med figurer) som en måde at udtrykke sig på. For at barnet kan få gavn af legeterapien, vil det være væsentligt også at have samtaler med forældrene om barnets trivsel i hverdagen, således at det også uden for terapilokalet kan støttes på en udviklingsfremmende måde.